En Bearded Collie er en trofast og kærlig hyrdehund af mellemstørrelse, der elsker at holde sammen på ”flokken” (og familien). Den er en god ”nanny” når større børn skal være alene hjemme og en tro følgesvend til folk i alle aldre.

Den foretrækker at blive mentalt aktiveret og fysisk udfordret; men lægger sig også gerne roligt til rette i nærheden af sin flok, eller i sin kurv. Den er en fænomenal løber; men går også gerne roligt ved siden af sit menneske. Gangen er let svævende, og pelsen er lang og varierer i flere farver fra sort-hvid til grå-blå, brun og sandfarvet (fawn). Det er et meget smukt syn at se den bevæge sig i løb på en mark med vinden bølgende igennem pelsen.

Pelspleje er et nødvendighed, og for os en god hyggestund, hvor vi sætter os på gulvet og hører podcast mm. Det er samtidig en god måde at være sammen med sin hund på. Man skal starte så tidligt som muligt når den er hvalp, så den vænner sig til at blive berørt alle vegne på kroppen. Med til pelspleje hører også kontrol af poter/ører og tandbørstning. Man kan forebygge flere systemiske sygdomme i voksenalderen ved at børste tænder.

Der anbefales en grundig børstning af pelsen en gang ugentligt. Jeg bruger dog børsten meget oftere. Tandbørstning foretages hver anden dag.

Bliver pelsen ikke holdt ved lige med hyppig børstning, skal man være indstillet på at få den klippet tre til fire gange årligt, ellers opstår der pelsknuder, der er meget ubehagelige for hunden.

Oprindeligt stammer racen fra Skotland, hvorfor den også omtales som den Skotske Hyrdehund.

 Historien fortæller, at polske søfolk i 1500 tallet byttede sig til skotske får for medbragte polske hyrdehunde. Skotterne blev meget begejstrede for denne race, og herfra har den nuværende race udviklet sig.

Historien fortæller også, at når de skotske hyrder havde bragt deres fåreflokke til bestemmelsesstedet et godt stykke syd for Skotland gik de på pub, og sendte hundene alene hjem i samlet flok. Angiveligt var der indgået aftaler med de lokale kroejere om at fodre hundene undervejs. Hundene skulle så have fundet hjem på egen hånd.

Foruden Polsk Hyrdehund, er der også slægtskab med den franske Briard og hollandske Schapendoes. Racen har været ved at uddø; men takket være engageret avlsarbejde siden 1944, er racen nu genetableret.