Når du køber hvalp
Der findes et stort udvalg af litteratur omhandlende hundeopdræt. Jeg har under links angivet de bøger jeg selv har haft glæde af.
I dette afsnit vil jeg kort beskrive hvad jeg finder væsentligt for at inspirere mine hvalpekøbere.
Når du beslutter dig for at købe en hvalp hos mig, kan du sende en mail hvor du fortæller lidt om dine ønsker, og om det hundeliv du kan tilbyde dit kommende “familiemedlem”.
Når hvalpene er født, kommer du ud og ser dem efter de er fyldt tre uger, og først når vi har mødt hinanden bliver det besluttet hvilken hvalp der passer til dig. Det er ikke muligt at købe en hvalp ved det første besøg. Det er en investering i et forhåbentligt langt hundeliv, desuden skal du også have mulighed for at vurdere om du virkelig ønsker en hund fra dette kuld.
Når det er besluttet hvilken hvalp der får sit nye hjem hos dig, må du meget gerne besøge den mindst en gang til, så I har mulighed for at lære hinanden at kende.
Når hvalpen flytter hjemmefra, har den gennemgået dyrlægecheck, fået ormekur, blevet chippet og er blevet vaccineret når den forlader sin mor. Det vil fremgå af hundens papirer hvornår den næste vaccination skal foretages.
Tal med dit forsikringsselskab om hundeforsikring. Så længe hvalpen er i min varetægt, vil den være dækket af min forsikring. Som hundeejer skal man som minimum have den lovpligtige ansvarsforsikring; men det kan varmt anbefales at tegne en sygeforsikring til sin hund. Det er ikke gratis at gå til dyrlæge.
Kost
For at sikre hvalpens almene sundhed, herunder især udvikling af knogler og led, er det vigtigt at prioritere et højkvalitets hundefoder, og ikke at gå på kompromis med de billigere produkter fra supermarkederne.
Fordelen ved at anvende foder fra et anerkendt firma, er at man ved at det indeholder optimale ingredienser, herunder vigtige sporstoffer, der nøje er afmålt hundens foderbehov svarende til de forskellige livsfaser.
Jeg anvender Royal Canin; men der findes mange gode alternativer. Det er dog vigtigt at skiftet til andet fodermærke skal ske gradvist, for at undgå dårlig mave.
Den lille hvalp skal have mad fire gange dagligt i den første tid. En tommelfingerregel er, at en voksende hvalp skal have en daglig fodermængde svarende til 2-3% af dens forventede vægt som udvoksen. En Bearded Collie vejer mellem 20-25 kg, alt efter køn når den er fuldvoksen.
Jeg giver en mere detaljeret beskrivelse af fodermængden ved afhentningen af hvalpen.
Væn hvalpen til at ”sitte” før den får udleveret sin mad.
Renlighedstræning.
Lige så snart hvalpen har spist, skal den luftes. Lad den evt. spise tæt på udgangsdøren, eller udenfor, det letter renlighedstræningen.
Blæren hos en hvalp har en meget lille kapacitet, så den skal derudover luftes straks hver gang efter den har sovet og leget. Gå med den udenfor, og sig f.eks. ”tis”. Ros den når den har udført sin bedrift.
Det nytter ikke at skælde ud hvis det er sket et uheld! Tør op efter den, og forebyg uheldet. Hvalpetræning skal foregå med ros, der fremmer lysten til at lære, og ignorering af det uønskede.
Den første tid med hvalpen
Tag gerne fri en uges tid, og forbered hjemmet inden hvalpens hjemkomst, så det er så hvalpesikkert som muligt. Hvalpen bider i alt, ledninger, potteplanter, sko mm. Fjern det, så hvalpen ikke kommer til skade. Hvalpe er født nysgerrige, og kender ikke konsekvenserne af deres handlinger. Giv den lidt forskelligt bidevenligt legetøj (ikke det hele på en gang). Husk at hunde ikke kan tåle chokolade.
Undgå pinde der kan splintre, og sætte sig fast i halsen. Giv et alternativt stykke legetøj.
Indret gerne et stort, rummeligt bur som en hule, hvor hvalpen kan føle sig tryg og i sikkerhed. Gerne med et tæppe der dufter af dens mor og søskende.
Hunde er flokdyr, så de føler sig mest trygge i nærheden af deres (menneske)flok. Stil buret så hvalpen føler sig som en del af flokken. Buret skal være så stort, at hvalpen kan vende sig, også når den bliver større. Lad ikke buret være et fængsel, eller en straf. Det skal være en positiv oplevelse at opholde sig i, og ikke for længe ad gangen.
Hvalpen skal gradvis vænne sig til sine nye omgivelser. For megen uro og gæster lige i den første tid kan ikke anbefales, udskyd de større sammenkomster til et senere tidspunkt.
Når familien er samlet omkring middagsbordet, vil de fleste hunde elske at ligge under bordet, for at føle tryghed og sammenhold med sin familie, og samtidig være i en helt særlig hule.
Den første uge, skal hvalpen bare luftes lige i nærmiljøet; men herefter kan man gradvis udvide udforskningen af nærområdet. Men: gå nu endelig ikke for lange ture. En tommelfingerregel er at hvalpe må gå det antal minutter dagligt, de er gamle i uger. Det gælder kun ensformig bevægelse, for hvalpen skal stimuleres (kilde Karen Frost Knudsen, Hundogtraening.dk/ Hvordan går du tur med din hvalp. 14 sep. 2020).
Det er en god ide at lufte et fast, kendt sted, så hvalpen ikke distraheres og først letter sig, vel hjemme på stuegulvet.
Den første nat vil hvalpen sikkert være så træt, at den sover hele natten; men afhængigt af hvornår den fik sit sidste måltid mad, og hvornår den sidst blev luftet, skal man påregne en natlig luftning. Den kan dog ret hurtigt sove 5-6 timer i træk, forudsat at der er ro, og mørkelagt.
Vær dog indstillet på, at den første nat i det nye hjem, også kan få hvalpen til at føle sig utryg og klynke. Sov gerne sammen med hvalpen der hvor I ønsker at den skal sove fremover, og stryg den beroligende over pelsen, så den mærker Jeres nærhed.
(Min hund sover for det meste i soveværelset og bryder sig ikke om at hoppe op i sengen. Lige så ofte går hun ind i stuen og sover på gulvet).
Det skal være sjovt at lære
Det er ”lysten, der driver værket”, for hunde såvel som mennesker. Ros hunden hver gang den har udført noget ønsket og ignorer negativ adfærd.
Sørg for en god øjenkontakt med din hund. Læg mærke til dens kropssprog, gå til hvalpemotivering, så den sammen med andre søde hvalpe, kan udvikle sine sociale færdigheder, og lad aldrig hunden være alene med småbørn.
Det er sjovt for både hund og ejer at gå til forskellige former for træning sammen, man udvikler et meget tættere bånd til sin hund, når man lærer sig at arbejde/ træne sammen.
Vent med vilde lege, voldsomt løb, cykling, agility, høje hop, gang på trapper indtil hundens knogler er færdigudviklet! Minimum ved 1-1.5 år’s alderen.
Undgå leg med bolde og frisbe. En Bearded Collie er en hyrdehund, og det vil stresse den at have fokus på det kastede objekt. Den unge hund skal søge kontakten med alle de andre hunde den møder for at blive socialiseret, eller den skal have snuden i jorden, og opleve spændende lugte.
Brug en sele i stedet for halsbånd, det fordeler trykket mere optimalt på hundens krop, og der undgås belastningsskader i nakkeregionen. Anvend gerne en lang line. Undgå flexline. Jeg bruger selv en line på 4-5m. Det giver hunden mulighed for at snuse over et større område.
Alene hjemme skal trænes gradvist. Start f.eks. med at lade hunden være alene hjemme ca. 15 min. Og gå gradvist frem. Det kan anbefales at man i starten forlader hunden når den er træt; men ikke lige efter at man har leget vildt, og stressniveauet er højt. Tænd evt. lidt beroligende musik, og efterlad hunden i et mindre lokale, gerne dens bur, så den ikke føler at den skal bevogte et alt for stort område.
Tandbørstning og pelspleje er et must, og en god måde at være sammen med sin hund på.
Tandbørstning forebygger alvorlige sygdomme senere i livet, og modvirker dårlig ånde. Væn gradvist hvalpen til det så hurtigt som muligt. I starten kan man nøjes med at massere gummerne med sine fingre, tag evt en ”fingertut” på så længe der stadig er mælketænder. Hold øje med tandskiftet, og vær meget forsigtig når der er mistet tænder, undgå at berøre de tandløse sårfyldte områder.
Jeg anvender for det meste en af mine egne brugte tandbørster, der er ultrasoft.
Start også så hurtigt som muligt de første dage med let børstning af pelsen, og gå gradvis over til ”strigler” og kamme med stor afstand mellem tænderne. Gør pelspleje og tandbørstning til en hyggestund og hold på den måde øje med flåter, torne og småsten imellem poternes trædepuder. Din hund skal kunne acceptere berøring alle steder!
Vær opmærksom på at det letter børstningen, hvis man sprayer med lidt detangling spray, eller lidt conditioner i en sprayflaske. De lange hår knækker let, vis man reder i tør pels.
Rigtig god fornøjelse med samværet med Jeres skønne nye hund.