
Her ses Prana. Hun er en meget rolig BC. Prana bor til dagligt i rækkehus i Bagsværd, sammen med Sia Maria og Yin & Yang der er to Maine Coon katte.

Prana er ofte sammen med de andre medlemmer af familien, der bla. består af otte børnebørn. Hun følger mig trofast, og kommer med mange steder. Hun lægger sig blot ned på gulvet, og afventer begivenhedernes gang med halvt lukkede øjne. Meget bliver observeret gennem pandehåret.

Lydighedstræning er gennem hele hendes opvækst foregået som en del af det daglige samvær, og på gåture. Derudover har vi trænet i lydighed på flere kurser. Vi har også gået til ringtræning, som led i at Prana har deltaget i flere udstillinger.
På det seneste, har vi deltaget i hyrdehundetræning på Orø, hvor vi først har trænet med en lille flok træningsvante får. Dernæst er Prana blevet præsenteret for en større flok på ca 60 får. Det er bestemt noget vi vil fortsætte med. Det er dejligt at se en hyrdehund i sit rette element.
Hundens lugtesans er noget helt særligt, og Pranas er ingen undtagelse, selv en kort gåtur, kan gøres til en helt særlig oplevelse blot snuden får lov til at være i jorden. Sporarbejdet kan videreudvikles ved f.eks. at deltage i sportræning på en hundeskole.
Prana har så et godt temperament, at jeg vil forsøge at få hende parret ved næste løbetid. Det kan ske meget snart.
For at få vurderet hendes avlsegnethed, har hun fået screenet sine hofter og er HD-fri. Hun er blevet mentalbeskrevet, og udstillet flere gange gennem Dansk Kennelklub, og kan således få afkom med Basis Plus stamtavle.

Jeg har forberedt mig til den kommende opgave som hvalpeopdrætter, ved at deltage i opdrætterkursus gennem Dansk Kennelklub.

